Værdigrundlag

I midten af juni danner Rødding Højskole for tredje gang ramme om Fuldt Flor Festival. Festivalen er en non-profit festival udsprunget af højskoleånd og frivillighed, som skabes af og med jer. 

Fuldt Flor Festival bygger på en række værdier, der skaber en festival fyldt med højskoleånd, tryghed, kreativ frihed og bæredygtighed.

 

Højskoleånd

I løbet af én weekend giver festivalen et unikt indblik i den højskoleånd, Rødding Højskoles forårshold har skabt sammen. På tværs af alle aldre hylder vi mangfoldighed og fællesskab med plads til hyggelige og festlige stunder. Weekenden er stablet på benene af frivillighed og engagement i tæt samarbejde mellem højskoleelever og lokale ildsjæle.

 

Tryghed

I år har festivalen særligt fokus på at skabe et trygt rum for alle deltagere. Med et nærværende crew værner vi om hinanden og tror på, at et mangfoldigt rum kan skabe en oplevelse af tryghed i campen, til koncerterne og på hele festivalpladsen.

 

Kreativ frihed

Fuldt Flor Festival faciliterer muligheden for at opleve nye kunstnere og giver en scene for endnu ikke-etablerede kunstnere og andre kreative indslag. Weekendens program rummer interaktive aktiviteter, nye kunstnere og skaber rum for en kulturel legeplads på tværs af alle aldre.

 

Bæredygtighed

Den grønne omstilling er i centrum ved dette års festival med bæredygtige initiativer herunder brug af genbrugsmaterialer, effektiv og synlig affaldssortering og pantsystemer. Festivalen er hjulpet på vej af et lokalt nærmiljø, som sponsorerer festivalen og hjælper os med lokale råvarer, med fokus på bæredygtighed.